Menu

2. Holdet rykker op i Serie 4

09. juni 2014 kl. 10:21
I den anden sidste kamp mod Torveparkens SK blev oprykningen sikret til Serie 4.
Uventet støtte fra Brøndby Strand var mødt op på lægterne, da en sejr til VB var nødvendig for at de kunne bevare håbet om en oprykning til Serie 4. Iøvrigt det eneste hold vi har tabt til i puljen, så det ville også være rimeligt med en revanche i Serie 4.
 
På papiret var TorveParkens SK ikke nogen nem opgave, da de lå på trediepladsen kun 3 point efter VB. Det var også lidt op af bakke i starten for VB. Torveparken var rigtig gode på dødboldene og deres målmand var en sikker sidste skanse for dem. Det blev også en dødbold der bragte Torveparken foran 1-0. VB kæmpede videre, men manglede den sidste skarphed foran mål. Torveparken kommer efterhånden under pres og det resulterede i et straffespark til VB. Desværre klarede målmanden også straffesparket og det lignede en af de dage hvor intet ville lykkes. 

VB valgte dog at vise høj moral og kæmpe videre, stor ros for det. Bestræbelserne bar frugt og endelig lykkedes det VB at udligne til 1-1. Stor forløsning på banen og de tilrejsende fans fra Brøndby Strand livede også gevaldigt op. Noget tydede på at VB endelig havde fået hul på bylden og Torveparken begyndte også at virke lidt slidte. Inden halvlegen scorede VB igen til 2-1.

Kampen var dog langtfra lukket da VB blev ramt af nogle udvisninger i løbet af 2. halvleg og derfor kun var 10 mand på banen store dele af halvlegen. Så Torveparken blev lukket ind i kampen igen og kastede alle mand ind i en udligning. VB's målmand Jesper diskede op med en stribe af gode redninger og havde en stor del af æren for at Torveparken ikke kunne omsætte det til scoringer. VB fortsatte med at være farlige og fandt først vej til netmaskerne med en scoring til 3-1. Heldet for Torveparkens målmand var åbenbart ved at slippe op og kort efter stod den 4-1 til VB. Efter mange forsøg lykkedes det endelig for Torveparken at få reduceret til 4-2, men denne scoring kom alt forsent til at ændre på slutresultatet. Tilsidst lukkede og slukkede VB med en scoring til 5-2.

Et stort tillykke til drengene der kunne trække sig tilbage som puljevindere og dermed oprykning til Serie 4. Husk derfor at møde op og fejre oprykningen med drengene i den sidste kamp på hjemmebane lørdag den 14. juli kl. 12:00 mod Gladsaxe-Hero. Som puljevindere skal de også spille om sjællandsmesterskaberne i Serie 5. Der er kvalkampe tirsdag den 17. juni og torsdag den 19. juni, for at finde de fire hold til finalestævnet søndag den 22. juni.

Mht. oprykningen til Serie 4 må vi håbe på at det bliver Pulje 3, så vi kan sætte Thomas Dreyer og IF Bytoften's 1. hold på plads. Sidste gang vi mødte dem fik de en omgang velfortjente klø. Iøvrigt er Bagsværd BK's 3. hold også i denne pulje.

Vores fans fra Brøndby Strand er dog endnu ikke sikre på oprykning. Hvis BFC Lundegården vinder over Brøndbyernes IF, så er det Lundegården der rykker op på grund af den bedste målforskel i samtlige kampe (Turneringsreglementet §11.7).
Luk